Kategorier
Canada Eventyr

Hvad fik vi med hjem i bagagen fra Canada?

Da vores kufferter var pakket ud og ferie støvet var vasket af vores tøj, stod vi tilbage med en masse ekstra bagage.
Både i form af alle de ting vi havde oplevet og alle de ting vi havde lært i og om Canada.

Canada er et stort land.

At Canada er et stort land,  vidste vi allerede inden vi rejste hjemmefra, men det er meget større end vi havde forestillet os.
Afstandene er store, alene det faktum at vi kørte 200 km forkert den første dag i autocamperen siger noget om størrelsen på landet.
Vi oplevede at køre på veje hvor der kunne gå timer mellem vi mødte andre trafikanter på vejen.
Vi kunne vandre i naturen hvor der var meget langt imellem vi mødte mennesker på stierne.
Følelsen af at være helt alene i verden kunne godt komme snigende indimellem, når den eneste lyd man kunne høre var ens eget åndedræt.
Men lige netop dette er en af de fantastiske ting som Canada gør ved dig, man finder ind i sig selv, tømmer hovedet og er i nuet.

Ting tager tid.

At ting tager tid giver sig selv i et land med så store afstande og så storslået natur. Der er så meget at se og opleve på turen rundt i landet.
Og netop det faktum er canadierne helt klar over, så der er drysset rastepladser, udsigtspunkter, oplevelser og vandre ture ud med rund hånd
over alt hvor man kommer frem. Der går lige et par dage inden man finder ud af at man ikke kan se det hele og man bliver nødt til at vælge fra.
Men når man først får lært fravælgelsens svære kunst og går efter bestemte steder er det ok at tingene tager tid.

Lad være med at tage munden for fuld.

Er man i autocamper eller i bil så lad være med at tro at hele landet kan ses på 3 uger. Planlæg ikke for lang en tur med alt for lange køre stræk.
Tag gerne flere overnatninger det samme sted ind i mellem så man ikke er tvunget til at skulle køre langt hver dag.
Igen så er det fravælgelsens svære kunst det handler om.

Natur.

Naturen er efter vores mening Canadas største force. Landet består af wauu øjeblikke, og der er altid et nyt lidt længere fremme.
Landskabet består af alt fra fladt landbrugsland til smukke bjerge, store endeløse søer, ørken, vilde skove med kæmpe træer og vinmarker.
Der er dinosaurer, bjørne, elge, tykhorns får, bjerggeder, ørne, chipmunks, hvaler og mange flere.
Det kommer helt af sig selv at søge naturen og de oplevelser som den kan give. Vi havde aldrig vandret i bjerge inden vi kom til Canada.
Så ta’ på en af de mange vandre ture som findes, der er ture for alle. Du har ikke været i Canada hvis ikke du har oplevet en vandre tur.
At stå ansigt til ansigt med den storslåede natur og dens kræfter er så langt den bedste oplevelse der gives i Canada.
Man kan sagtens bevæge sig rundt på stierne uden at blive spist af en bjørn.
Men husk at have respekt for bjørnene og naturen og overhold de regler der er omkring det.

Venlighed.

Canadierne er utroligt venlige, høflige og gæstfrie mennesker. Samtidig er service niveau i top alle stedet lige fra lufthavnen til den lokale købmand.
Guiderne på alle de forskellige ture som vi var med på var utrolig venlige og besad en stor viden omkring stederne, naturen og dyrene i området.

Ta’ chancer.

Lad være med at planlægge det hele ned til mindste detalje. Planlægning er godt men ikke alt. Giv plads og tid til det uventede og drej fra hvor det ikke var planlagt.
Det giver tit nogle gode oplevelser. Hvis I oplever Canada i autocamper skal I ikke gå i panik, hvis I ikke har en plads på en campingplads for natten.
Der findes mange steder bl.a Walmart i nogle byer hvor man kan holde ind for natten.

Oplevelser koster næsten altid penge.

Canada er ikke et billigt land at feriere i. Pris niveauet er omtrent som i Danmark, mad er lidt billigere, benzin omtrent halv pris (2014).
Vi havde en stående joke om at alt kostede enten 50 eller 100$ pr person og det holdt ofte stik.
Men lad være med at være fedtet med pengene til oplevelser, så hellere vælge noget fra på forhånd.
Jeg husker endnu udtrykket i øjnene på 3 hollandske børn, da forældrene besluttede at de alligevel ikke skulle ud og se på bjørne fordi det var for dyrt.
Det er måske en gang i livet at Canada står på ferie listen og det er så surt at sidde tilbage i Danmark og fortryde.
Husk at købe et park pas til nationalparkerne.

Trafik.

Hvad angår farten i trafikken ligner canadierne danskerne temmelig meget, de vil også gerne køre for stærkt.
Der er ens hastigheds grænser for alle biler/lastbiler det tager lige noget tilvænning at blive overhalet af en stor lastbil med 110 km/t.
Ellers opfører canadierne sig utrolig pænt i trafikken.
Canada har noget som hedder 4 way stop, det er et kryds hvor der gælder den regel at ham som er først ved krydset har forkørselsret.
De er utrolig gode til at overholde reglen, der er ingen der forsøger at snyde sig til at køre først.
Og lige til orientering fodgængerne ER FREDET, og de mener det. Man holder tilbage ligeså snart man får øje på en fodgænger der muligvis vil over vejen.

Ordbog.

Hvis man bevæger sig i Canada er der nogle ord som er nyttige og sjove at kunne.
Loonie: En loon (andefugl) på den canadiske 1 dollar mønt gav mønten sit kælenavn. Sørg for øvrigt altid at have mange af dem,
de bruges til bruseren og vaskemaskinen på campingpladsen.
Toonie: Selvfølgelig 2 dollar mønt
Eh: I slutning af sætningen, det betyder “ikke sandt”.
For sure: En understregning lige som “nemlig”.
You bet’cha: Det kan du regne med.

 

Der udover kan vi kun sige at vi forelskede os helt og aldeles i Canada og canadierne.

2 kommentarer til “Hvad fik vi med hjem i bagagen fra Canada?”

Fedt med de praktiske råd til andre, som vil afsted. Netop det, I ville med bloggen ud over at vise jeres egen tur. Thumbs up!

Tak Tina. Ja, tanken med vores blog var netop at andre skulle kunne finde inspiration og nyttige oplysninger til brug på kommende rejser.
Vores udfordring nu er at komme videre med bloggen og indholdet, vild med livet skulle gerne udvikle sig til en rigtig god og spændende
inspirations kilde med masser af praktiske råd.
Vi har så meget i tankerne for fremtiden, nu skal det bare formidles. 🙂

Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *