Kategorier
Inspiration

Muskoka Chair

Under vores tur rundt i Alberta og British Columbia i Canada, kunne vi ikke undgå at lægge mærke til en bestemt type stole, der stod allevegne. Nogle så fabriksfremstillede ud, og andre så i høj grad hjemmelavede ud, men fælles for dem alle sammen var at de alle var meget komfortable at sidde i.

Sammenbyggede Muskoka stole ved Blue River Safari.
Sammenbyggede Muskoka stole ved Blue River Safari.

Vel tilbage i Calgary, fandt vi ud af at stolene blev kaldt Adirondack stole, eller Muskoka stole (det canadiske navn). Ved samme lejlighed snublede jeg over et sæt tegninger til sådan en stol, og vi legede lidt med ideen om at bygge et par når vi kom hjem, så vi kunne side og tænke tilbage på vores dejlige tid i Canada.

Da vi kom hjem fra vores ferie, blev der brugt en del tid på at kigge på forskellige tegninger, der er en del forskellige mere eller mindre frit tilgængeligt på internettet, men vi blev enige om at de ovennævnte fra Popular Mechanics var den pæneste model. Fra starten var vi enige om at de kun kunne bygges af én bestemt træsort – Canadian Red Cedar selvfølgelig. Jeg blev godtnok en smule betænkelig da jeg fandt ud af at det, der er temmelig billigt træ i Canada, er temmelig dyrt herhjemme, men hvis man har sagt A… Vi blev enige om at det nok var en god idé at bygge en prøvestol i en billigere træsort først, det ville give os muligheden for at prøve at sidde i stolen, for at prøve højde og vinkler af inden vi savede det dyre cedertræ op.

Træet var bestilt uhøvlet.
Træet var bestilt uhøvlet.

Træet blev bestilt, og den første stol blev påbegyndt. Da jeg skulle bruge to forskellige tykkelser, og der samtidig var en del penge at spare på at høvle træet selv, var første skridt at producere en ordentlig dynge spåner, og efter en dag med høvlen, kunne vi begynde at skære stykkerne ud. Tegningerne var rimeligt nemme at arbejde efter, også selvom vi havde lavet lidt ændringer hist og her, inspireret af stolene fra Tofino Cedar Furniture. Den vigtigste ændring var at flytte den lodrette bagstiver ind under ryglænet, så den i stedet blev til en del af ryglænet, jeg var lidt nervøs for om den ville holde, men det har vist sig at være rigeligt stærkt. Selve samlingen af stolen foregik hjemme i garagen, hvilket gjorde det lidt lettere at gå til og fra, så der gik lidt tid inden den første stol var færdig.

Rammen til stolen er spændt op, den ser lav ud.
Rammen til stolen er spændt op, den ser lav ud.

Jeg startede med at samle skelettet, og blev næsten med det samme glad for at jeg var startet med en teststol, ryglænet var alt for lavt, jeg valgte at leve med det på teststolen, og skrev mig bag øret at det skulle ændres i den endelige udgave, ryglænet og sædet blev monteret og undervejs blev der opfundet forskellige fiksturer, skabeloner og hjælpemidler for at fræse de rigtige størrelser krumninger og holde delene på plads under monteringen.

Sæde og ryglæn monteret.
Sæde og ryglæn monteret.

Efter montering af ryglæn og sæde kunne forbenene monteres midlertidigt med en hurtig skrue indefra (lyntvinger er IKKE stærke nok til at holde mens man forsøger at sidde i den) og vi kunne konstatere at siddehøjden var perfekt. Dog var der en lidt for skarp kant fortil, men vi blev enige om at klare dette ved at runde kanterne på sæde pindene. Da jeg havde fjernet de lodrette bagstivere, var jeg nødt til at ændre den måde armlænene var monteret på, men også her var der god inspiration at hente i stolene fra Tofino, så det var hurtigt løst, og pludseligt var stolen klar til at sidde i.

Færdigsamlet, der mangler kun rundingen på ryggen.
Færdigsamlet, der mangler kun rundingen på ryggen.

Vi brugte lidt tid på at prøvesidde stolen, og se den efter i sømmene, og vi fandt ud at rundingen fortil ikke kunne afhjælpes ved blot at runde sædepindene, så stolen blev skilt ad, og vangerne modificeret, hvilket hjalp gevaldigt på siddekomforten.

Alle stumper er klar
Alle stumper er klar

Efter endnu en omgang med høvl, sav og fræser stod vi klar med to cedertræs stole i samlesæt, og efter et par intensive eftermiddage og aftener i garagen stod stolene færdige.

De færdige stole
De færdige stole

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *