Kategorier
Stort & Småt

Når man siger ja til noget siger man nej til noget andet

Det er et ordsprog som jeg er blevet nødt til at tage til mig. Men det sker under skarpe protester.

Vores blog har i den grad været forsømt de sidste par måneder og det har altså været mere af nød end af lyst. For der er simpelthen ikke timer nok i døgnet til at nå det hele når jeg også skal passe mit arbejde.

Jeg har længe drømt om at udstille mine fotografier for at prøve mig selv af som selvlært fotograf. Og i år har jeg endelig taget springet og jeg starter ud med at udstille mine billeder.
Egentlig var det meningen at jeg skulle afprøve min ide med at udstille på min arbejdsplads. Der har vi en kunstklub som sørger for at der er skiftende udstillinger i vores kantine. Og jeg mente at det kunne være en god ide at starte der. Men en god kollega mente det skulle være anderledes. Så hun fik mig styret i retning af det som nu bliver den første udstilling.

Og når jeg har sagt A eller i dette tilfælde “ja” må jeg jo også….. så følger der 1000 andre ting med i kølvandet, som pludselig skal gøres eller tages stilling til. Og med det følger der endnu nogle ting. Det breder sig som ringe i vandet og med lynets hast. Der ud over får jeg så selv lige nogle flere ideer som også lige kan følge med. Og inden jeg får set mig om har det grebet om sig og jeg har fået suget manden med ind i mit projekt for ellers kan jeg ikke overkomme eller nå det. Så hvad der er gået fra at være lille mig som bare lige skulle udstille et par billeder er det nu nærmest blevet til et familie projekt.

Hvilket i øvrigt er mig i en nøddeskal:

– Jeg får en ide.
– Det griber om sig.
– Andre mennesker som regel min mand bliver suget med ind i projektet fordi det netop griber om sig.

Jeg har i øvrigt en snigende fornemmelse af at det er sådan en kvinde ting det der med at lade tingene gribe om sig.

Så de sidste par måneder er det meste af min fritid gået med at planlægge, finde, udvælge og redigere de billeder som skal med på udstillingen.

Der er er mange spørgsmål som melder sig:

– Hvordan griber jeg det an?
– Hvor mange billeder?
– Hvor store skal billederne være?
– Hvordan præsenteres billederne bedst muligt og så videre.

Men efter mange timers planlægning og hovedbrud tror jeg at alt er ved at falde på plads.

Der begynder at se ud som om alle boldene der er blevet kastet op i luften også bliver grebet igen. Og skulle der være en enkelt bold som ryger på gulvet gør det vel ikke så meget.

For alt behøver ikke altid være helt perfekt.
Forøvrigt igen en kvinde ting tror jeg nok, ikke piger?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *